07. januar 2010

Stort sammenhold blandt Aller freelancere

På et velbesøgt møde i går drøftede over 80 Aller freelancere, hvordan de sammen med DJ kan få Aller Media til igen at efterleve freelanceoverenskomsten. Freelancerne og DJ er enige om, at overenskomsten skal være det reelle grundlag for honorering og vilkår for alle freelancere, der leverer redaktionelt indhold på bestilling fra Aller.

Forsamlingen tog til efterretning, at der nu kører en faglig voldgift, som skal tage stilling til om det er DJ eller Aller, der har ret i forståelsen af freelanceoverenskomstens dækningsområde.

Baggrunden er, at Aller i maj 2009 efter at aftalen har virket for alle siden 2007, begyndte at sende individuelle leveringsaftaler ud til nogle freelancere (typisk de skattemæssigt selvstændige). Voldgiften skal også tage stilling til, om Aller i den forbindelse har begået brud på overenskomsten m.m.

Samtidig er det en kendsgerning, at freelanceoverenskomsten er opsagt (af begge parter) og udløber d. 28. februar 2010. Normalt varsler DJ aldrig kollektive kampskridt inden der er gjort ihærdige forsøg på at forny en kollektiv aftale ved forhandling. Situationen på Aller vedrørende freelance overenskomsten er imidlertid meget speciel. Dels fordi en faglig voldgift er iværksat om et for fornyelsen meget væsentligt emne og dels fordi der har været intense drøftelser om mulighederne for at komme overens fra maj til december 2009.

Derfor vil DJ med Aller freelancernes stærke støtte varsle blokade af freelancearbejde for Aller på lønmodtagervilkår således, at blokaden i givet fald kan træde i kraft pr. 1. marts 2010.

Der er et stærkt sammenhold blandt freelancerne, men der er også bekymring og forundring over, hvorfor Aller har valgt at modarbejde den kollektive aftale, som parterne efter store anstrengelser blev enige om i 2007. Der er freelancere, som har skrevet under på leveringsaftaler og mange, der ikke har. Alle i håb og forvisning om, at både voldgiftssag og forhandlingsforløb snarest vil bringe en holdbar og rimelig løsning.

Leveringsaftalerne kan opsiges, og det er den almindelige opfattelse, at det vil være hensigtsmæssigt, da der ikke er stor lyst til at levere arbejde til Aller under en eventuel blokade.

Aller freelancerne nyder en kæmpe opbakning fra den øvrige fagbevægelse i Danmark. Sagen har også meget stor bevågenhed i den nystiftede nordiske alliance for ophavsmænd og udøvende kunstnere, i Nordisk Journalistforbund og i International Federation of Journalists samt i den øvrige danske medieverden.

Af: tjo