Unge arbejdsløse i fornuftig jobtræning
Gode perspektiver i bedre jobtræning for unge uden job. Men det kræver samarbejde mellem jobcentre og a-kasser/forbund, skriver AJKS-formand, Mogens Blicher Bjerregård.
Unge arbejdsløse i fornuftig jobtræning
Af Mogens Blicher Bjerregård
Formand for AJKS
Nye krav til jobtræning for alle arbejdsløse under 30 år skal udnyttes intelligent og ikke bare pr. rutine. Fra 1. august i år skal alle unge under 30 år nemlig tilbydes jobtræning allerede efter tre måneders ledighed. Og det er ikke bare få ugers tilbud som tidligere, men nu et halvt års jobtræning.
Hvis den ordning skal være effektiv og visionær for AJKS medlemmer, kræver det at jobcentrene i samarbejde med de relevante eksperter i vores a-kasse og de tilhørende forbund tænker kreativt.
En beskæftigelsespolitik, der nytter, må ikke føre til blind tildeling af jobtræningspladser, men bør tilskynde både offentlige og private arbejdspladser til at bruge muligheden til at være nyskabende. Vi har nemlig alt for mange dygtige arbejdsløse medlemmer på dagpenge. De er mere end parate til at løfte nye opgaver.
De kan være med til at udvikle og videreudvikle kommunikationsafdelinger både i kommunerne og i private virksomheder. Med både sproglig, journalistisk og kommunikationsfaglig ekspertise hos medlemmer, der i disse kriseår af mange forskellige årsager lige nu befinder sig uden for arbejdsmarkedet, kan virksomhederne bruge jobtræningen til at oparbejde nye kompetencer.
Det er vigtigt at tænke på, at vi har at gøre med mange, der enten lige er nyuddannede eller har en forholdsvis ny uddannelse. Det giver derfor god mening at få sådan en kapacitet ind i en jobtræningsplads, og især hvis det sker med et længere perspektiv for øje. Pludselig er krisen forbi, og så står de fremsynede virksomheder, privat som offentlige, stærkest.
Af: Esben Ørberg


