DJ kontaktinformation
Freelancerne har hele tiden DJ inden for rækkevidde. Tårner problemerne sig op, eller er der blot tvivl om en detalje, så ring til DJ, inden det er for sent. De faglige konsulenter sætter pris på at blive inddraget, inden problemet går i hårdknude.
Freelancerne har ikke én bestemt faglig konsulent. De kan trække på alle forbundets faglige konsulenter, der dækker alle overenskomsterne og en række sagsområder.
Når du skal finde ud af, hvem der kan hjælpe dig med hvilke spørgsmål, kan du følge opskriften i nedenstående emneliste. Giver det ikke resultat, så kontakt DJ, som kan finde ud af, hvem der bedst kan hjælpe dig i den konkrete sag.
Emneliste
Rådgivning om løn- og prisfastsættelse og øvrige handelsvilkår vil i princippet kunne gives af alle faglige eller juridiske konsulenter inden for det pågældende område/den pågældende arbejdsplads (kunden). Er den medarbejder, du får i telefonen, i tvivl, skaffer vedkommende normalt svar og ringer tilbage.
Individuel kontraktrådgivning ydes hovedsageligt af Christian Dølpher og Anne-Marie Nemeth. Standardkontrakter for freelancejournalistik eller AV-arbejde findes i Standardaftaler m.m.
Ophavsret og fotorettigheder. Rådgivning og sagsførelse i enkeltsager samt videreudnyttelse varetages af Christian Dølpher, Anne-Marie Nemeth og Lone Amtrup. Enkeltsager om ophavsretskrænkelser overgår ofte til forbundets advokat, hvis de første henvendelser fra forbundet ikke giver resultat. Freelancernes generelle rettigheder i forhold til andre rettighedsgrupper varetages i Samrådet for Ophavsret af Lone Amtrup og i Copy-Dans bestyrelse og syv foreninger af Mogens Blicher Bjerregård og Lone Amtrup.
Inkassosager ved manglende betaling og misligholdelse af aftaler varetages af Christian Dølpher og Anne-Marie Nemeth. Også når det gælder de tunge sager om manglende betaling fra virksomheder i betalingsstandsning eller konkurs, hvor der skal anmeldes krav i Skifteretten eller Lønmodtagernes Garantifond.
Rådgivning om skat og moms gives primært af Christian Dølpher, der også giver bistand til at føre eller anke sager om freelanceres skattemæssige forhold og rådgiver om beskatning af legater fra Ophavsretsfonden.
Feriepenge. Rådgivning om og eventuelt inddrivelse af feriepenge varetages primært af Christian Dølpher.
Supplerende dagpenge. Alle henvendelser i konkrete sager om udbetaling af supplerende dagpenge og ledighed skal ske til A-kassen. Generel rådgivning om start og etablering som freelancer varetages af Udvikling og karriere (Jonas Thing Bech, Mads Løkke Rasmussen og Per Nielsen), som også formidler job gennem VikarTanken.
Studiestøtte og efteruddannelse. Ansøgninger stiles til din relevante specialgruppe, der for freelancere administrerer hver sin pose ophavsretspenge til formålet. Udbetaling af bevilget studiestøtte varetages af Stefan Andersen. Rådgivning om lovbestemte orlovsordninger fås hos JobService.
Pensionsforsikring. Spørgsmål om DJs gruppelivsordning, livs- og invalideforsikring, pensionsopsparing og offentlige pensioner besvares af Per Sørensen, der også koordinerer samarbejdet med pensionsforsikringsselskaber, A-kasse og det offentlige.
Lønstatistik. Den årlige freelancelønstatistik laves af Kirstine Baloti. Den relevante faglige konsulent på dit område rådgiver om brugen af den i forbindelse med honorarforhandlinger og timelønsberegninger.
Arbejdsmiljø. Rådgivning om arbejdsmiljø til sikkerhedsrepræsentanter, tillidsrepræsentanter og andre interesserede i arbejdet med et sundt og sikkert arbejdsmiljø.
DJ Arbejdsmiljø tilbyder konfliktmægling på arbejdspladser, kurser for tillidsvalgte om arbejdsmiljø, kontakt til socialrådgivning og personlig rådgivning. Arbejdsmiljøkonsulenter er Lone Amtrup, Eva Jakobsen og Henrik Bruun.
Pressekort. Bortkomst af pressekort anmeldes til politiet. Nye pressekort samt internationale pressekort udstedes af Gert Nielsen i DJs ekspedition.
Kontingent. DJs kontingent- og medlemsregistreringsafdeling varetager kontingentopkrævning til forbund, A-kasse, sikringsfond, kredse, specialgrupper og specialforeninger og holder styr på navne, adresser og arbejdspladser.
Forbundspolitik. Forbundets overordnede politik vedrørende organisationsstrukturen, optagelsespolitikken, bijobregler og mediepolitik varetages – også ved konkret sagsbehandling – af forbundsledelsen, Mogens Blicher Bjerregård, Fred Jacobsen og Linda Garlov.



