12. marts 2009

DR skal kunne beholde P2

DJs formand er imod kulturminister Carina Christensens ønske om at sende DR P2 i udbud. Det er imod mangfoldigheden i radiomediet, mener han.

Det har været længe undervejs. Men nu skulle det være ganske vidst. Kulturminister Carina Christensen ønsker at sætte sendetilladelsen for P2 i udbud, endda uden at DR selv har mulighed for at byde på kanalen. Dermed kan de være slut med jazz og klassisk musik i FM-radioen.

”Planerne om at sende DRs nuværende P2 i udbud uden at DR har lov til at byde på den, vil være et alvorligt angreb mod DR og hele public service tankegangen.”

”Da DR sidste gang fik P2 var det primært fordi, der ikke var andre stationer, der kunne løfte den radioopgave. Jeg har svært ved at se, hvilken radiostation, der i dag vil kunne løfte opgaven med den økonomi, der er nødvendig.”

”Hvis planerne er at kanalen skal kunne bruges til andre formål end i dag, vil det samtidig være et angreb på mangfoldigheden. Hele ideen med de forskellige kanaler er netop, at der skal være et bredt og varieret radioudbud. Den kulturformidling og klassisk musik, der i dag blandt andet sendes på P2 er en vigtig del af det mangfoldige radiobillede, der ikke kan erstattes”.

Af: Troels Johannesen