Skat og moms

Når du har gjort dig klart, om du skal være lønmodtager eller selvstændig (en honorarmodtager er altid enten det ene eller det andet), kommer det store selverkendelsens øjeblik:

Kan du styre økonomien?

For alle freelancere – i særdeleshed fotografer – gælder det, at man jonglerer med ret store beløb ind og ud af kassen. Hvis du vil være sikker på, at der altid er penge til skat, evt. moms, leverandører og ikke mindst kontingent til forbundet, er det en god idé at udbetale løn til dig selv på en særskilt konto. Herefter skal du holde fingrene fra kassekreditten, hvis det ikke har noget med biksen at gøre. Det kan også anbefales, at lave særlige konti til evt. moms og B-skat.

Offentlig gæld
Skat og moms er det absolut værste, man kan komme bagud med: Det offentlige tager nogle uhyrlige renter og gebyrer, som ikke kan trækkes fra. Derfor er det vigtigt at holde øje med sin indtjening i forhold til forskudsopgørelsen.

Nogle arbejdsgivere vil ikke have bøvl med at trække A-skat, selv om du er lønmodtager. Og skattevæsenet kan ikke finde ud af at tage imod en indbetaling midt i året, men du kan få Skat til at ændre din forskudsopgørelse, så den stemmer med dine egne forventninger til økonomien i året. Det er også en mulighed ved skatteårets begyndelse at aftale med Skat, at du får 10 girokort til indbetaling i løbet af året. Disse indbetalinger modsvarer så den indkomst, du forventer at tjene, uden at arbejdsgiveren trækker skat.

Læg derfor løbende skattepengene til side, hvis du ved, du betaler for lidt i skat. Indsæt din restskat på en konto, inden regningen kommer, så er det dig, der får renterne. Lad være med at bruge skattefar som kassekredit. Det er dyrt!

Få dig en revisor
En revisor er en god ting til at få styr på alt det. Spørg dine freelancekolleger, hvem de bruger. Det er vigtigt at have en revisor, der kender de specielle problemer, branchen har.

For at nedbringe udgiften til revisor bør du, især som selvstændig, føre regnskabet selv. Et lille regnskabsprogram på computeren gør det nemt og giver overblik over økonomiens aktuelle temperatur. Revisoren skal derefter kun tage sig af de store strategiske ting som afskrivninger, årsregnskab, selvangivelse og gode råd om bogføring.

Opgaver for offentlige virksomheder
Freelanceopgaver udført for en offentlig myndighed skal afregnes ved at sende en faktura elektronisk efter reglerne om elektronisk fakturering. Reglerne kan du se på Økonomistyrelsens hjemmeside www.oes.dk. Vær opmærksom på, at hvis du har en aftale om tidsbegrænset ansættelse eller timelønsopgaver og får udbetalt løn og modtager lønseddel, skal du ikke give oplysninger efter disse regler. Se om afgrænsningen mellem freelanceopgaver, der løses som selvstændig og som lønmodtager på www.oes.dk, vælg Elektronisk fakturering, vælg Ofte stillede spørgsmål.

Læs mere om Skat
og bliv klogere på moms