Mediejura

Kildebeskyttelse

Kildebeskyttelse er en etisk pligt for journalisten. Pligten til altid at beskytte kilden til en meddelelse, som journalisten viderebringer, har aldrig været brudt fra journalistside. Derimod har der i de seneste år været adskillige forsøg på fra domstolenes side at få journalister til at bryde tavshedspligten.

Retsplejelovens kildebeskyttelse (§ 172) dækker alle redaktionelle medarbejdere ved både trykte og elektroniske medier. Den gælder også for redaktionelle medarbejdere ved nyhedsbureauer og netmedier med nyhedsformidling, såfremt de er tilmeldt Pressenævnet. Den dækker også andre, der i kraft af deres arbejde ved et massemedie har fået kendskab til kildens, forfatterens eller den medvirkendes identitet.

Kildebeskyttelse betyder

• at redaktører, journalister og redaktionelle medarbejdere ikke har pligt til at afgive vidneforklaring om, hvem der er forfatter eller kilde til artikler og udsendelser,

• at de kan beskytte identiteten på personer, der optræder anonymt i artikler og udsendelser,

Kildebeskyttelsen gælder fra det tidspunkt, hvor personen bliver kilde, f.eks. giver sine oplysninger til redaktøren, journalisten eller den redaktionelle medarbejder.

Vidnepligt - tavshedpligt

Kildebeskyttelse er imidlertid begrænset. Den redaktionelle medarbejder kan pålægges vidnepligt ved visse grovere forbrydelser og ved visse tilfælde af brud på tavshedspligten.

Ved de grovere forbrydelser skal der være 4 betingelser opfyldt, før den redaktionelle medarbejder har vidnepligt:

1. sagen skal dreje sig om en lovovertrædelse af alvorlig karakter,
2. lovovertrædelsen skal have en strafferamme på fængsel i 4 år eller mere,
3. den redaktionelle medarbejders vidneudsagn skal antages at have afgørende betydning for sagens opklaring, og
4. hensynet til opklaringen skal klart overstige massemediernes behov for at kunne beskytte deres kilder.

Når sagen vedrører brud på tavshedspligten, har journalisten vidnepligt, når sagen er rejst for overtrædelse af straffelovens § 152-152c. Dette gælder dog ikke hvis forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning.

DJ har fået begrænset politiets muligheder for at ransage redaktionslokaler og beslaglægge notater, dokumenter, film m.v. i samme udstrækning, som kildebeskyttelsen i øvrigt gælder.

DJ arbejder fortsat for, at vidnefritagelsen skal omfatte kilder til alt researchmateriale – dog ikke offentligt tilgængeligt oplysninger – idet det også er relevant at beskytte andre oplysninger end dem, som direkte røber kildens identitet. Desuden har DJ fået en vis forståelse hos justitsministeriet for, at også politiets mulighed for at bryde meddelelseshemmeligheden under efterforskning skal være begrænset af kildebeskyttelse, når de vil tjekke opkald til og fra redaktioner eller journalister.

Journalister kan i mange situationer afkræves vidneforklaring eller fotografer anmodes om at udlevere deres ikke-offentliggjorte optagelser/råbånd. Siger de nej - hvad fagets etik byder dem at gøre - kan retsplejelovens tvangsmidler anvendes. De kan pålægges bøder eller fængsles i op til et halvt år.

Den eneste reelle beskyttelse er derfor den journalistiske etik. Den enkelte journalist bærer ansvaret for, at en kildes identitet ikke røbes. En journalist, pressefotograf eller chefredaktør må heller ikke udlevere ikke offentliggjort materiale i form af breve, notater og film uden en dommerkendelse. Det skal sikres, at sådant materiale, indtil det skal udleveres efter en dommerkendelse, plomberes forsvarligt.

Kontakt altid forbundet i sager om kildebeskyttelse, ransagning og beslaglæggelse. Og hvis det overhovedet er muligt, - inden der udleveres materiale til politiet.

Ytrings- og pressefrihed

Ytringsfriheden er sikret gennem grundlovens § 77, som i al sin korthed lyder:

“Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny gennemføres.”

Ytringsfriheden er tillige sikret i art. 10 i menneskeretskonventionen, der bl.a. fastlægger ytringsfriheden som meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed.

Kriminaliseringen at visse former for ytringer er indført med henblik på at værne om forskellige interesser (statens sikkerhed, offentlige og private interesser etc.) med den risiko, at man derved begrænser den offentlige debat i samfundet og pressens mulighed for at kontrollere magthaverne.

Domspraksis har rejst en diskussion om domstolenes evne og vilje til at afveje informationshensynet. Menneskeretsdomstolen underkendte Højesteret i den såkaldte Grønjakkesag, som DJ kørte for at få fastslået en programmedarbejders ret til på en formålstjenlig og journalistisk relevant måde at viderebringe – i dette tilfælde - klart racistiske udtalelser.

Senest i den såtalte Berlingske sag, som var en udstikker af den såkaldte Grevil-sag, blev to journalister og chefredaktøren frikendt, med henvisning til at straffeloven skulle læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Medieansvar og etik

Medieansvarsloven gælder for både de trykte og de elektroniske medier.

Loven gælder også for nyhedsbureauer og netmedier, der står for nyhedsformidling, og som er tilmeldt Pressenævnet.

Hvis du er TR på et trykt medie, der begynder at udgive en internet-avis, skal du sikre, at den bliver tilmeldt Pressenævnet. Ellers er Pressenævnet ikke kompetent  i forhold til internet udgaven og reglerne om kildebeskyttelse gælder heller ikke.

Loven omhandler det særlige ansvarssystem for medierne, de presseetiske regler og Pressenævnet.

Det presseretlige ansvarssystem

Det presseretlige ansvarssystem indebærer, at det som hovedregel alene er den ansvarshavende redaktør og den navngivne forfatter (journalist) til artiklen eller indslaget, der kan drages til ansvar. Hvis artiklen er skrevet under pseudonym eller mærke, og det er alment kendt, hvem der anvender pseudonymet eller mærket, betragtes forfatteren som navngivet.

Meningen med det særlige presseretlige ansvarssystem er at tilgodese hensynet til ytrings- og informationsfriheden. Reglerne fraviger de almindelige erstatnings- og strafferetslige regler, hvor alle, der har medvirket til en retsstridig offentliggørelse, kan retsforfølges efter lovgivningens almindelige regler.

Omvendt sikrer det forenklede ansvarssystem, at en krænket part altid ved, hvem ansvaret kan rettes imod. Straffesager, der rejses mod pressen, besluttes altid af rigsadvokaten efter straffelovens bestemmelser.

De presseetiske regler

De vejledende regler for god presseskik er en del af medieansvarsloven. Reglernes grundlæggende synspunkter er, at sikringen af ytringsfriheden i Danmark står i nøje forbindelse med mediernes frie adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt. Den frie kommentar er en del af ytringsfrihedens udøvelse. Massemedierne skal derfor tage hensyn til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred og til behovet for beskyttelse mod ubeføjet krænkelse.

Det er brud på god presseskik at hindre berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden, samt at give efter over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis denne eftergivenhed kan medføre tvivl om mediernes frie og uafhængige stilling.

Brud på god presseskik foreligger også, hvis en journalist pålægges opgaver, som er i strid med de presseetiske regler

En journalist bør ikke pålægges opgaver, der strider mod hans samvittighed eller overbevisning.

Reglerne omfatter det redaktionelle stof (tekst og billeder), som offentliggøres i den trykte periodiske presse, radio og fjernsyn samt i de øvrige massemedier. Reglerne omfatter tillige annoncer og reklamer i den trykte periodiske presse og i de øvrige massemedier i det omfang, der ikke er fastsat særlige regler herom.

Reglerne omfatter omtalte og afbildede personer, herunder også afdøde personer, juridiske personer og lignende.

Se de detaljerede presseetiske regler om adfærd i strid med god presseskik og retsreportage på Pressennævnets hjemmeside.

Du kan også i en pjece fra Kulturministeriet se de Vejledende regler for god citatskik og plagiater i tekster.

Pressenævnet

Pressenævnet består af en formand, en næstformand og seks andre personer.
Formand og næstformand er hhv. højesteretsdommer og en advokat, som hver har en stedfortræder. DJ, redaktørerne og offentligheden har hver 2 medlemmer plus stedfortrædere.

Se den aktuelle sammensætning her.

I behandlingen af en konkret sag deltager formand/næstformand samt en redaktør, en journalist og en repræsentant for offentligheden.

Intentionen med Pressenævnet er, at borgerne skal have en let klageadgang over mediernes indhold. Når der indløber en klage, sendes den til udtalelse hos det massemedie, den vedrører. Nævnet kan indkalde sagens parter til en forhandling om klagen i et forsøg på at opnå et forlig. Hvis det ikke er muligt, træffer nævnet sin afgørelse ved almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Pressenævnet kan pålægge det indklagede medie at offentliggøre kendelsen. Derimod kan nævnet ikke idømme bøder eller andre former for straf. Det kan alene domstolene.

Internationalt journalistkodeks

Den internationale journalistorganisation International Federation of Journalists (IFJ) har vedtaget en kodeks vedr. journalistik, som skal betragtes som standard med hensyn til professionel adfærd for journalister, der er beskæftiget med at indsamle, overføre, udbrede og kommentere nyheder og oplysninger og med at beskrive begivenheder.

Dette kodeks består af 9 punkter, der i sin helhed kan ses på IFJ's hjemmeside.

Reklame og sponsorvirksomhed

DJ har udarbejdet holdninger til sammenhængen mellem reklame og indhold. Delegeretmødet vedtog i 1986 et vejledende reklamekodeks med anvisninger på, hvordan DJ-medlemmer skal håndtere samspillet mellem reklame og journalistik. Se også vejledende reklamekodeks for forbundets med-lemmer beskæftiget i trykte og elektroniske medier.

DJ og Danske Dagblades Forening var i forvejen blevet enige om lignende regler om begrebet tekstreklame i de trykte medier.

I en opmandskendelse har DJ fået ret i at en journalist ikke kan tvinges til at skrive såkaldt luderjournalistik.

Markedsføringslovens § 4 kræver, at det skal være muligt at identificere reklamer. Det er dermed et lovkrav, at reklame er adskilt fra redaktionelt stof. I sin vejledning om reklameindentifikation - skjult reklame har Forbrugerombudsmanden i detaljer beskrevet, hvordan reklame i praksis skal adskilles fra redaktionelt stof.  

Billedmanipulation

For DJ, PF og Fotograferne er det afgørende at sikre fotografiets dokumentationsværdi i den elektroniske tidsalder.

Med elektronisk billedbehandlingsmuligheder bør fagets udøvere være meget på vagt over for anvendelsen af forandringer i billedet. Selvfølgelig kan almindeligt mørkekammerarbejde også udføres på en computer, men billedet må ikke ændres i sit indhold.

Hvis billeder forandres og f.eks. anvendes til illustration, anbefales det, at det markeres, at det er tale om en montage. Anvendes flere fotografernes billeder i sådanne illustrationer, skal alle fotografer give tilladelse hertil, og alle skal naturligvis krediteres.

Desværre er det ikke lykkedes at få en fælles etikaftale med DDF, f.eks. om, at reportagebilleder som hovedregel ikke bør manipuleres, og at billedet i de tilfælde, hvor det sker, skal mærkes med et fælles logo M omgivet at en rund ring i betydningen Montage.

Pressen og politiet

Det sker, at der opstår konfrontationer mellem pressen og politiet, fordi politiet hindrer journalister og andre mediefolk i at udføre deres job.

Nogle grundlæggende regler, du som TR kan hjælpe dine kolleger med, finder du i pjecen særligt DJ-beredskab - ved møder under det danske EU-formandskab 2002.

Offentlighed i forvaltningen

Et væsentligt arbejdsredskab for journalister, der dækker sager med involverede myndigheder, er offentlighedsloven. Den giver som hovedregel ret til aktindsigt i sager, som en offentlig myndighed behandler. Journalisten skal dog kunne identificere sagen, og loven indeholder også visse undtagelsesbestemmelser.

DJ har udarbejdet et standardbrev til brug, når journalister ansøger om aktindsigt. (Se pjecen Akt-indsigt – Offentlighedsloven som redskab for journalister.) Desuden bistår DJ med at klage over afslag.

DJ har tilrettelagt en medie-jura serie, hvor der er udgivet pjece om aktindsigt i den offentlige forvaltning og en om fotografering og privatlivets fred.

Se pjecen Aktindsigt – Offentlighedsloven som redskab for journalister.

Et andet væsentligt led i den offentlige forvaltning er princippet om åbne kommunalbestyrelsesmøder. (Den kommunale styrelseslovs § 10). Offentligheden og pressen kan følge både forhandlinger og afstemninger.

Kommunalbestyrelsen kan dog beslutte at lukke dørene begrundet i den enkelte sags beskaffenhed.

Der er tale om en temmelig vidtgående adgang til dørlukning, som desværre bruges i langt flere tilfælde, end der er belæg for efter lovens intentioner. Efterfølgende vil man dog have adgang til at få oplyst, hvad der er besluttet på det lukkede møde.

Der er fri adgang til at referere fra åbne møder, og der kan gøres notater og tegnes. Derimod afgør kommunalbestyrelsen selv, om der kan fotograferes, anvendes båndoptager eller optages lyd- og billedbånd.

I en sag fra 1972 afgjorde en kommunalbestyrelse, at en journalist ikke måtte bruge båndoptager til støtte for sine notater. Heldigvis har praksis ændret sig siden da, og mange steder er det i dag gængs praksis, at regionalradioen eller lokale stationer transmitterer fra kommunalbestyrelsesmøderne. Tilsvarende accepterer de fleste brug af båndoptager og fotografering under åbne møder.

Offentlighed i retsplejen

I overensstemmelse med grundloven fastslår retsplejelovens § 28a, at retsmøder er offentlige i både civile retssager og strafferetssager. Det betyder, at alle og enhver kan overvære retsmøderne, og at pressen frit kan referere.

Der er derimod ikke adgang til fotografere og foretage lyd- og billedoptagelser eller transmissioner fra retssalene. Med ændringen af retsplejeloven i 1999 er der også forbud mod fotografering i rettens bygninger.

Offentligheden i retsplejen omfatter ikke rettens votering, og der er ganske vidtgående adgang til at lukke døre og til at nedlægge navneforbud. Det er også forbudt at referere fra lukkede retsmøder.

Journalisten har ret til at udtale sig, inden dommeren afsiger en kendelse om indgreb i offentligheden, såsom navne/referatforbud eller dørlukning.

Journalisten ved den ansvarshavende redaktør har ret til at kære en kendelse, der medfører indgreb i offentligheden.

Redaktionelle medarbejdere har fået en vis ret til aktindsigt i verserende retssager. Desværre blev retten til indsigt i domme begrænset af justitsministeriet og derefter af folketingets flertal, således at den redaktionelle medarbejder først har ret til at få dommen, når sagen er endelig afgjort.

Pressens interesse i at kunne læse en dom, så snart den er afsagt, og få udleveret en kopi af en domsudskrift, når den foreligger, er et indlysende led i den offentlige retspleje. I nogle retskredse vises der også imødekommenhed fra dommerkontorernes side – selv om pressen ikke har noget retskrav på dommen på det tidspunkt.

DJ arbejder sammen med DDF for at evaluere de forbedringer for retsreportagen, som blev indført i efteråret 1999, og på at få forbedret indsigten i domme.

Se pjecen – På job i retten

AkutLinjen - mediejura

DJ har oprettet en særlig rådgivning i mediejuridiske spørgsmål, der er åbent døgnet rundt på tlf. 33 42 80 10. I forbundets åbningstid fra 9-16 bliver henvendelser besvaret af juristerne i faglig afdeling, mens henvendelser uden for åbningstid stilles om til en mobiltelefon, der passes at forbundets jurister. Indtalte beskeder vil normalt blive besvaret inden for få timer og senest inden for 12 timer.

Medarbejderens sikkerhed

Det at være på pletten, når begivenhederne indfinder sig, er en grundlæggende bestanddel af mediearbejdernes arbejde.

Herhjemme plejer mediearbejde at være nogenlunde risikofrit, om end myndigheder og magthavere undertiden mere end antyder, at journalister m.v. er til besvær. Under fremmede himmelstrøg kan situationen være en helt anden. Der kan være helt andre traditioner, og myndigheder og magthavere kan have meget lidt forståelse for mediearbejderens rolle og begreber som presse- og ytringsfrihed.

Medlemmer kan pludselig stå over for eller blive en del af særdeles ubehagelige begivenheder, hvor snigskytter, bilbomber, vildtfarende projektiler og kidnapninger er en del at hverdagen. I totalitære regimer kan systemets folk fare frem med overgreb, tilbageholdelser, forhør, fængsling uden rettergang, forsvindinger og undertiden tortur.

DJ har i samarbejde med journalistføderationen IFJ opbygget et kontaktnet med en række organisationer, som i fællesskab er parat til at slå alarm og yde bistand, hvis folk lider overlast under opga-ver i udlandet.

Røde Kors har etableret en varm linie til brug for mediefolk, der kommer i en farlig situation. Der kan kaldes døgnet rundt til Røde Kors-hovedkvarteret i Geneve, Schweiz, på nummeret (fra Danmark) 00 41 22 34 60 01.

Hvis en journalist, fotograf o.l. forsvinder i udlandet vil Røde Kors forsøge at finde vedkommende på anmodning fra 1) familien, 2) arbejdsgiver/redaktør, 3) medarbejderens organisation. En sådan anmodning skal telefoneres/faxes/telexes/skrives til:

International Committee of the Red Cross, Press Division Hot Line -
17. Avenue de la Paix, Ch-1 202 Geneva, Switzerland.
Tlf. (00 41) 227346001. Fax (00 41) 227348280.

For at kunne agere skal Røde Kors have alle relevante oplysninger om personen, herunder: Fuldt navn, fødselsdato, hvor og under hvilke omstændigheder vedkommende led overlast, formodet skæbne samt navn på enhver organisation/myndighed, der kan kontaktes i sagen.

Derefter vil Røde Kors kontakte konfliktens parter i det område, hvor journalisten forsvandt, høre om, hvad der er sket, journalistens tilstand m.v. og melde tilbage.

I IFJs sikkerhedsmanual Danger: Journalists at work finder du en lang række gode råd, om hvordan du skal opføre dig, når du opholder dig i konfliktområder.