Ligestilling blandt dimittender
For tredje år i træk viser DJs dimittendstatistik, at der i praksis er ligestilling blandt nyuddannede. Næsten lige mange mænd og kvinder får næsten det samme i løn. Startløn for journalister er steget til over 31.000 kr.
Dermed bekræfter undersøgelsen de seneste to års resultater: Der kommer næsten lige så mange nyuddannede kvinder i beskæftigelse som mænd, og de er lige så gode til at forhandle deres første løn.
I lønstatistikken for oktober 2009 fandt vi 119 førstegangsdeltagere blandt de medlemmer, der var dimitteret fra en uddannelse mellem 1. okt. 2008 – 1. oktober 2009. 55 kvinder og 64 mænd.
Mens kvinderne sidste år fik en anelse mindre end mændene, får de i år en anelse mere. Men forskellen mellem kvindernes gennemsnitsløn på 31.615 kr. og mændenes 31.240 kr. er så lille, at det sagtens kan være en statistisk tilfældighed, da materialet ikke er særligt stort, og der er færre dimittender i statistikken i år.
Startlønnen for et nyuddannet DJ-medlem steg – trods finans- og mediekrise - dermed i 2009 til over 31.000 kr. om måneden (inkl. alle tillæg, men før pension).
Langt hovedparten af dimittenderne fik ansættelse som journalist/reporter. De 47 mandlige og de 42 kvindelige journalister fik hhv. 31.357 kr. og 30.886 kr.
Startlønnen for de journalistuddannede afhænger tilsyneladende ikke nævneværdigt af, hvorfra man var uddannet, idet alle gennemsnitslønninger fra de tre uddannelser uanset køn lå mellem 30.688 på RUC over 31.414 kr. på DJH til 32.137 kr. på SDU. og 32.000 kr.
Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvad det faldende antal dimittender i lønstatistikken skyldes. Men en del af forklaringen er nok, at ledigheden for dimittender har været væsentligt stigende de to seneste år.
Af: Flemming Reinvard


