Sådan får du konfliktstøtte
Der vil blive ydet konfliktstøtte til Aller freelancere under blokaden mod virksomheden efter de kriterier, som fremgår på Journalistforbundet.dk/aller. Berørte freelancere vil snarest modtage en tro og love erklæring, som skal udfyldes med henblik på at opnå dækning af 90 % af det tab, man får på grund af blokaden.
Det er meget vigtigt, at I hver især skaber overblik over indtjening for Aller i 2009 med henblik på at finde en gennemsnitlig månedlig indtjening over mindst 3 mdr., der kan betragtes som udtryk for en normal periode (En periode, hvor der hverken er arbejdet usædvanlig meget for Aller eller usædvanlig lidt eller slet ikke f.eks. på grund af manglende underskrift af leveringsaftale).
Forlods kompensation
DJ har måttet opgive påstandene i voldgiftssagen, som skulle sikre de freelancere erstatning, der er blevet udelukket fra at arbejde for Aller, fordi de ikke har skrevet under på leveringsaftalerne eller er blevet honoreret ringere, fordi de har leveret på de ringere vilkår. Det skyldes, at det ikke har været muligt på den meget korte tid at skaffe den nødvendige dokumentation.
DJ vil rejse kravene efterfølgende, men dette kan tage tid. Derfor vil DJ gøre det muligt at søge om udbetaling af forlods kompensation for de tab, der er lidt.Inden fredag den 26. februar vil der blive udsendt yderligere information til berørte freelancere om, hvilken procedure, der skal følges.
Der vil også her blive tale om en tro og love erklæring kombineret med et krav om dokumentation og underskrift på, at DJ kan modregne i en senere opnået erstatning (så kompensationen ikke modtages 2 gange).
Du kan læse om kriterier for konfliktstøtte her.
Af: tjo


