10. februar 2010

Iran strammer grebet om medierne

At pressefrihed og menneskerettigheder har vanskelige vilkår i Iran er ikke nyt. Men grebet strammes netop nu mere end nogensinde.

I dagene op til årsdagen i morgen for den islamiske revolution i Iran i 1979 arresteres journalister og aktivister i stort omfang. Senest er kvindesagsforkæmperen Maryam Ghanbari og miljøaktivisten Mah-Farid Mansourian blevet fængslet.  

I sidste uge indledte The International Federation of Journalists (IFJ), the International Trade-Union Confederation (ITUC) og Amnesty International en kampagne over for politiske ledere i Europa med det formål at øge presset på de iranske myndigheder for at få dem til at respektere menneskerettighederne. Mindst 47 journalister er i øjeblikket fængslet i Iran.

”Undertrykkelsen rammer ikke kun journalister men i højere og højere grad almindelige mennesker, som blot udtrykker deres mening. Det er helt afgørende, at også danske politikere benytter enhver lejlighed til at kræve løsladelse af de fængslede og respekt for borgernes og journalisters rettigheder,” siger DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård.

Situationen i Iran behandles udmærket på det uafhængige, amerikansk baserede site Payvand, som betyder sammenhold på iransk.

Den internationale kampagne for menneskerettigheder

 

Af: Esben Ørberg